tirsdag den 4. november 2008

Raw Food på arbejde - Guide til snacks

En af de største udfordringer ved at spise rå mad er at færdes ude i 'den virkelige verden', navnlig på arbejdspladsen. Selvom de fleste større virksomheder har store kantiner med et fint udvalg af grønt, salater og frisk frugt, er der stadig mange steder, hvor disse valg ikke tilbydes. Uanset hvad dine frokostmuligheder er, er der én ting, der er sikkert: Du skal spise noget indimellem, og du skal nok også deltage i arrangementer med dine kollegaer (møder, seminarer), hvor mad indtages, og hvor du med stor sandsynlighed bliver nødt til at indvie andre i dine kostvaner.

Af denne årsag bliver du nødt til at være forberedt - faktisk MEGET velforberedt. De fleste vil nemlig skære grimasser eller kigge skeptisk, hvis du hiver et par gulerødder frem, mens de andre gnasker på wienerbrød og petit fours. Du bliver nødt til at have noget appetitligt med. Entrer madbarer eller snack bars, som man kalder dem i USA og England. I disse lande har man (mest i USA) en rig kultur for at spise disse indpakkede mellemmåltider eller godbider, når den lille sult melder sig. Jeg er selv meget begejstret for raw food bars, som jeg har for vane at købe hjem i hobetal, når jeg er på ferie i USA.

Det sker desværre ikke så tit, at jeg krydser Atlanten, og derfor glæder det mig, at der efterhånden findes et ganske glimrende udvalg af lækre barer som man kan købe på nettet og få leveret lige til døren.

Her vil jeg fremhæve følgende:

Lärabars (som man kan købe på nettet fra England eller herhjemme fra Kernesund Familieshop)

Raw Organic Food Bar (De kan købes på Alun). Ikke alle er rå, men Chocolate chip varianten er. I USA kan man få en med ekstra fiber, hvor der er 14 gram fiber per bar (!) og så smager de af karamel med chokolade stykker i - mums! Desværre fås de ikke herhjemme, og jeg har endnu ikke selv prøvet at bestille dem hjem fra USA.





Hvis barerne ikke lever op til forventningerne, kan man altid gå i krig med projektet fra andet hold: køkkenet! Hvis du har en mini-hakker (kan købes fra 250 kr til 500 kr.), så er du klar til selv at kreere de lækreste snacks. Da jeg for halvandet siden begyndte at spise råt, eksperimenterede jeg lidt med selv at lave noget slik der minder om Lärabars. Min yndlingssmag var på det tidspunkt Cashew Cookie, og ingredienslisten var kort for denne bar: Dadler og cashewnødder. Så det prøvede jeg, og voila, hvor smagte de dejligt! Efter at have fået blod på tanden begyndte jeg at lave små dadelkugler med alt fra forskellige nødder med kakao til også at få indarbejdet kakaobønner og kokosflager. Ord kunne ikke beskrive, hvor begejstret jeg var for mine kreationer. Problemet var bare, at jeg skulle bruge tid på det, og den tid havde jeg ikke altid.

På en tur i Brugsen sidste år opdagede jeg et nyt produkt på de økologiske hylder: Kur Delights.
De var ikke helt rå (nogle indeholdt ristede hasselnødder, almindeligt kakaopulver, etc.), men de var et godt alternativ, hvis man virkelig ikke havde tid til at lave sine egne kugler til at tage med på arbejde eller rejser. Jeg spiser dem stadig indimellem, og her er favoritterne Coffee Bean, Brownie og Mint. De resterende varianter smager efter min mening helt forfærdeligt, men det er jo en smagssag.

Hvis du har mod på selv at lave din bars/balls :) så kan jeg anbefale følgende kombinationer:

Variant 1: Dadler, Paranødder, Kokosmel. Kakaopulver, Kakaobønner

Variant 2: Dadler, Mandler, Valnødder, Kakaopulver, Kakaobønner

Variant 3: Dadler, Hasselnødder, Mandler, Kakaopulver, Kakaobønner, Kornkaffe eller kaffebønner, lidt appelsinolie

I alle tilfælde putter man først nødderne i hakkeren og chopper det hele lidt op i 2-3x 5 sekunders ryk. Herefter tilsættes kakaobønner, dadler og andre ingredienser. Proceduren gentages, indtil der former sig en kugle i hakkeren, hvor indholdet hænger sammen. Den skal helst være fast og ikke for fedtet eller usammenhængende. Hvis den er det, tilsæt da flere tørre ingredienser - her vil det oftest være mere kakaopulver, der sikrer en succes.

Jeg håber, at I alle sammen får nydt en både lækker OG sund dessert i aften! :)

mandag den 27. oktober 2008

Hvordan OVERLEVER man på sådan en RÅ-kost?

Som den dramatiske overskrift indikerer, mødes man som råspiser ofte med hævede øjenbryn og bekymrede blikke, når man tilkendegiver sine kostvaner. Det virker simpelthen som for stor en mundfuld at sluge, at man kan leve udelukkende af uopvarmet planteføde og stadig fungere som et 'normalt' menneske med job, familie og venner.

Selv kan jeg blot le af denne reaktion, men den er samtidig ikke uvæsentlig for, hvor fri jeg selv føler mig til at indvie andre i mine valg på sundhedsområdet. De fleste på mit arbejde tror formentlig, at jeg er på slankekur, siden jeg altid spiser salat til frokost og i løbet af dagen snupper et par stykker frugt og nogle hjemmelavede daddelkugler.

Selvom jeg til tider føler trang til at fortælle ALLE om, hvor fantastisk det er at leve, som jeg gør, holder jeg igen. Det er oftest med en vis ubehagsfornemmelse, at jeg går til bekendelse, når folk spørger, om jeg 'er en kanin'. Nøgleordet er fordomme. Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg bliver set ned på eller betragtet som offer for den nyeste kur på blokken. Dette er ekstremt frusterende, da jeg har levet på denne måde i 2 år nu, og jeg har aldrig haft det bedre. Aldrig.

Så hvad er konklusionen på denne problemstilling? Hvordan kan man vise andre, at ens kostvaner, på trods af deres særpræg i forhold til gængse standarder, tilvejebringer en følelse af sundhed, velvære og overskud, og at dette ikke betyder, at man vil leve afskåret fra kontakt og social omgang med andre? Mit bedste råd er at uddanne sig så meget indenfor kost som muligt, så du er klar til at forsvare dine valg, hvis du bliver udfordret (og det gør du!). Fortvivl ej, jeg ville selv ikke leve som jeg gør, hvis jeg ikke mente, at det rent faktisk både på det videnskabelige og personlige plan var velunderbygget og et overlegent alternativ til officielle kostanbefalinger.

At spise råt sikrer dig både et højere indtag af frugt og grønt (som uden afvigelser i studier er veldokumerede fødevarer med henblik på både behandling og forebyggelse af mange sygdomme, herunder kræft og diabetes) samtidig med, at du slipper for skadevirkningerne af animalsk fedt og protein OG.... du skåner miljøet!

Faktisk er indtagelsen af animalske produkter den største bidragsyder til de miljøproblemer, vi idag har, både på grund af de enorme mængder af affaldsstoffer, som kvæg producerer (hvilket giver en høj koncentration af methan gas) og den udnyttelse af jorden, som er nødvendig for at producere føde til dyrene. Det er jo ikke økologisk korn, som dyrene oftest bliver fodret, og det betyder, at store dele af jorden forgiftes med pesticider for at kunne generere nok føde, hvilket er en kæmpe økonomisk OG miljømæssig udgift.

Så, kære venner, do the right thing. Spis råt. Så er du sikret på helbredet og etikken.

søndag den 28. september 2008

Raw food - en introduktion

Inden jeg går i gang med at dele opskrifter og erfaringer med rå mad, følger her en kort introduktion til, hvad det vil sige at følge en kost bestående af helt uforarbejdet og uopvarmet mad.

Man kalder sig en råspiser, hvis mindst 70% af en kost (fordelt på kalorier) består af rå mad. Rå mad omfatter:

- frisk frugt
- friske rå grøntsager
- rå nødder og kerner (ikke ristede og saltede)
- tørret frugt
- koldpressede, uraffinerede olier

I forlængelse heraf supplerer mange kosten med de såkaldte 'superfoods', som omfatter rå kakao, spirulina og andre havalger, maca, gojibær m.m. Jeg vil komme ind på superfoods i et særskilt indlæg.

Det skal siges, at et lille segment af dem, som kalder sig råspisere, også vælger at inkludere rå animalske produkter som fisk og råmælk. En fremtrædende person som følger en animalsk rå livsstil er den amerikanske supermodel Carol Alt, som også har skrevet tre bøger om hendes erfaringer med at ændre sin kost, og hvordan det har påvirket hendes tilværelse i en positiv retning.

De fleste råspisere er dog veganere, herunder mig selv, og derfor vil jeg kun undtagelsesvis skrive om animalske produkter. Et omfattende udvalg af forskning indenfor kost og diverse sygdomme som kræft, diabetes, gigt og hjertekarsygdomme har vist, at indtagelsen af enhver form for animalske produkter øger risikoen for at udvikle helbredsproblemer.

Det modsatte gør sig gældende for forskning i indvirkningen af en plantebaseret kost på menneskers sundhedstilstand. Jeg er personligt aldrig stødt på en videnskabelig artikel eller studie der har vist, at indtagelsen af frugt, grønt og vegetabilske koldpressede fedtstoffer har en negativ effekt på helbredet. Såfremt dette sker, skal jeg nok tage min kost op til overvejelse!

søndag den 21. september 2008

Mit første indlæg - velkommen til min 'rå' raw food verden!

Kære alle,
Det er med stor forsinkelse, at jeg har taget skridtet og startet en blog om mit liv på en kost bestående af rå vegansk mad. Dette skyldes flere ting, herunder en usikkerhed på, om der var 'brug for' en sådan blog, om det var relevant for andre og, ikke mindst, for mig selv at dele ud af mine erfaringer. Indenfor den seneste tid har jeg dog bemærket, at der er en stigende interesse for at vide mere om, hvordan man lever på en raw food kost, og da der ikke er overvældende mange herhjemme i lille Danmark der blogger herom, vil jeg nu prøve at skabe lidt opmærksom omkring det, som jeg betragter som svaret, hvis man oplever et behov for mere energi, større velvære og stabilisering af vægten.

I den nærmeste fremtid vil jeg poste om alt fra hvorfor jeg selv valgte råkosten, hvad jeg godt kan lide at spise, hvordan jeg tilbereder mine måltider, og hvordan jeg klarer sociale situationer og kritiske spørgsmål.

Jeg glæder mig til at komme i kontakt med jer, der har interesse for at få det så godt, som det overhoved kan lade sig gøre! :)